Udenfor sæsonen

Kunsthal Charlottenborg
Forårsudstillingen 2009
4. april - 1. juni

Tove Gjerløv Dehn
Billedkunstner, cand.phil., grafisk designer
Medlem af Billedkunstnernes Forbund, BKF
www.tovedehn.dk

Født 1945

Uddannelse:
1972-77 Det Kongelige Danske Kunstakademi under professor Wilhelm Freddie samt gæsteprofessorerne Arthur Købke og Sven Dalsgaard.
1977-79 Skolen for Kunstpædagogik, Det Kongelige Danske Kunstakademi

Metode: Arbejder med billedmediet ved hjælp af computergrafik og computer-redigering.

Om billederne ’Udenfor sæsonen’
Baggrundsmaterialet til de 20 billeder i ’Udenfor sæsonen’ er mere end 2000 fotos taget forskellige steder i Danmark igennem halvandet år. Det begyndte med indtryk fra Dyrehavsbakken i marts 2007. Senere kom billeder fra Nordby og Sønderho på Fanø, kolonihaveforeningen Knæbjerg i Gentofte og Arne Jacobsens livreddertårn på badestranden Bellevue nord for København.

Billederne viser motiver uden mennesker, men fra steder hvor mennesker normalt kommer. Og spor af menneskers er at læse i alle motiverne. Fokus er ikke rettet mod naturen, fordi naturen aldrig er ”udenfor sæsonen”. Det er til gengæld de mennesketomme steder.

Fællesnævneren i billederne er deres geometriske former og stramme linjer fanget gennem et kameras objektiv i form af kvadrater, rektangler, ovaler og ellipser med lyset til at bryde linjerne. De nøgne og nøgterne grafiske mønstre i billederne er samlet i en stemning af let melankoli stringent bygget op omkring lodrette og vandrette linjer, hvor igen andre linjer skaber et spændingsfelt. Tilsammen udtrykker billederne deres egen indre ro, hvor klare og maleriske farver samles til ét fælles indtryk.

Fotografierne er næsten ikke beskåret, men bevaret som de er set gennem Tove Gjerløv Dehns fotolinse. Først efter at være lagt ned på computerens harddisk har Tove Dehn brugt utallige timer på optimering og bearbejdning af lys, kontraster og farver. Det er bag skærmen det største arbejde er foregået med at skabe udstillingens stramme billedkomposition i en poetisk, stille æstetik.


Karen Fredslund Ellegaard
Journalist, designer News/2
www.news2.dk